April til juni

I april er temaet "Natur".
Vi ser på det begyndende forår, gør vores køkkenhave klar til sæsonen – rydder op i drivhuset og kikker efter de første kryb og kravl, som vågner af vinterdvalen.
Sidst i april holder vi ”blomstens dag” – hvor alle børn har en blomst med, som vi planter på vores legeplads.

Maj måned byder på temaet ”kultur”. Minigruppen arbejder med ”bondegården” og deres tur går til en bondegård, hvor de kan se, lugte og føle- alle dyrene. Midigruppen arbejder enten, med eventyr, historier, musik eller gøgl og gruppeturen kan være en teater- eller cirkustur, koncert el.lign. Storegruppen arbejder med middelalderen, vikinger og andet fra Danmarks fortid. Deres tur går til Lejre, hvor de kan prøve at lave ting, som man gjorde det i gamle dage.

Den første søndag i maj har vi markedsdag. Lykkesholm forvandles til en stor markedsplads med boder, cafe, loppemarked og grillhygge. Alt overskud fra denne dag går til oplevelser for børnene. Markedsdagen er et resultat af den frivillige forældreforening ”Lykkesholms Venner” arbejde.

Juni afholdes Spring-ud-dagen, hvor vi siger officielt farvel til alle de børn, som i løbet af sommeren holder op i Lykkesholm. Vi markerer, at det er sørgeligt at sige farvel, men at det også betyder goddag til noget nyt. Familierne til de børn, som holder op, er inviteret. Børn og voksne samles på legepladsens fodboldbane, og personalet opfører et lille teaterstykke for børnene. Derefter kommer de børn, som skal springe ud, enkeltvis op at stå på en skammel for at "springe ud" i det nye liv. Der bliver også holdt en lille tale for hvert barn.