Vores hverdag

Den pædagogiske praksis

Morgen og formiddag
Kl. 07.00 – 08.00: Om morgenen prioriterer vi en rolig og hyggelig start på dagen med the og kaffe til børn og forældre i fællesrummet på overetagen. Nogle børn spiser deres medbragte morgenmad, nogle sidder og hygger med en kop the, mens andre går i gang med at lege. Omkring kl. 8.00 fordeler vi os på etagerne.    
Kl. 09.30: holder vi en lille samling, hvor vi synger og fortæller, samt forbereder børnene på hvad dagen bringer. Efter samlingen går vi i gang med formiddagens planlagte aktiviteter. Formiddagen bruges på leg, planlagte aktiviteter eller ture. Aktiviteterne varierer over året og tager udspring i læreplans temaerne - samt i det, der optager børnene lige nu. Vi kan f.eks. være i gang med at lave kostumer til fastelavn, der kan være planlagt natur tema, eller vi kan være på løbetur om søen. Sidst på formiddagen rydder vi op og gør klar til frokost.

Middag
Kl. 11.30 – 12.00: Frokosten er en samlingsstund. Her er der mulighed for at falde til ro, at spise sammen og at tale sammen, fortælle om oplevelser, lytte til andre eller bare sidde i egne tanker og nyde samværet. Når alle børn har vasket hænder, serveres maden. Efter endt frokost rydder alle børn op efter sig ved at sætte kop og tallerken på rullebordet.  
Kl.12.00-12.20: Her holder vi ”børnepause” – en lille afslapningsstund, hvor børnene ligger og slapper af til en lille historie eller et stykke musik, spiller et spil eller leger en stille leg.  
Kl. 12.30 – 14.00: Efter ”børnepausen” går børnene i garderoben og får overtøj på, så de kan komme ud og lege på legepladsen. De børn, som skal sove til middag, går med en voksen i soverummet.
Kl. 13.00 – 14.00: I dette tidsrum holder de voksne en halv times pause i to hold. 

Eftermiddag
Kl. 14.00 – 14.30: Sovebørnene vækkes og børnene kommer ind fra legepladsen. Vi forbereder os til ”frugt”.
Kl. 14.30 – 15.00: ”Frugten” er en samlingsstund. ”Frugten” kan være æble, banan, melon osv., men også en gulerod, en agurk – samt en bid brød. ”Frugten” kan foregå som samling på stuen med højtlæsning, hygge eller bare samvær, eller som frugt cafe, hvor børnene indfinder sig – i takt med de bliver sultne. Børnene krydses når de har fået frugt, så vi sikre os, at alle har fået.

Hver torsdag har vi ude dag – det vil sige at alle børn er ude på legepladsen, hvor der foregår forskellige aktiviteter. Torsdag er desuden vores mødedag, det vil sige at de voksne – på skift, holder møder - hvor de planlægger, får supervision, udfylder forskellige skemaer, skriver handleplaner mm. Hver fredag holder vi børnemøde, hvor vi arbejder med ”fri for mobberi” – taler om hvad, der rør sig i børnegruppen, giver hinanden massage eller andet, som lige nu optager børnene.